< forrige
Eyvind Gulbrandsen & Jullie Hjetland
Performance-installation søndag 13. maj kl. 15:00 på Kunstakademiet
Eksternt link: eyvindgulbrandsen.dk
Eyvind Gulbrandsen & Jullie Hjetland
Komponist (NO/DK) 1977 & sanger (NO/DK)
 
Hvordan vil du karakterisere kunstens potentiale?
Eyvind: Jeg ser kunstens potentiale som tredelt.

Den ene handler om at bringe kulturen videre, ud af rammerne, til nye udtryk. Denne kunst er elitær, eksperimenterende, uden tanke om et publikum og dermed mest betydningsfuld for andre kunstnere, eller den erfarne lytter.

Den anden er en kunst der udfordrer publikum, erfarne eller ej, til at se nye sider af tilværelsen og til at udvide bevidstsheden. Denne kunst er nyskabende, men samtidig på en niveau hvor den forekommer at være relevant for en større gruppe af befolkningen. Hvordan man optræder imødekommende/inviterende handler ikke
nødvendigvis om det lydelige udtryk. Denne kunst skal indeholde nogle referencepunkter således at et publikum uden de helt store forudsætninger kan hænge sig på og få en eller anden oplevelse ud af det. Det betyder ikke at man skal gå på kompromis, men snarere skabe en ramme om det kunstneriske udtryk der skaber et rum som publikum kan forholde sig til - et rum hvor oplevelsen er motivationen og "forståelse" ikke er et kriterium.

Den tredje er den konserverende kunst. Dette er kunst der holder traditioner ved lige og som er af "opfyldende" karakter. Den føder ikke nye tanker, men tilbyder et velkendt rum hvor publikum kan føle sig trygge i sin allerede etablerede forståelse
af tilværelsen. Den er mere bekræftende end udfordrende, og er således ikke bevidsthedsudvidende.

Den første og den tredje kan ofte komme til at ha mere til fælles end man skulle tro. Jeg fokuserer personligt mest på den anden, men ingen af formerne kan undværes da jeg ser dem som afhængige af hinanden.

I forhold til menneske og samfund ser jeg min opgave som kunstner at give udviklende oplevelser. Jeg ønsker således ikke at lave en kunst hvor publikum har en tendens til at "stå af", heller ej en kunst hvor udtrykket bekræfter publikum i deres allerede eksisterende virkelighedsopfattelse. Jeg tror at én måde at gøre dette på er at tage kunstens kvaliteter fra det første eksempel og placere det i rammerne til det sidste. At rammerne opleves som "trygge", nogle man kan forholde sig til, og at kunsten deri er kompromisløs - som et bagholdsangreb.

Hvilke muligheder, kvaliteter eller begrænsninger finder du i lyden som materiale?
Eyvind: Lyd som kunstform er både effektiv og problematisk fordi den er så insisterende. Den er ikke til at komme udenom, med mindre man fysisk fjerner sig fra den. Dette er for mig både en velsignelse og en udfordring.
Det rene lydlige udtryk er forholdsvist sjældent. Som regel er der helt automatisk "forstyrrelser" i form af hovedsageligt synsindtryk. Jeg vælger at se på denne forstyrrelse som et potentiale fremfor et problem. Dermed bliver det man ser også en
vigtig del af det man hører. De to ting må gerne korrespondere og forstærke hinanden. Jeg ser det ikke som "kunst på kunst", men heller at det synlige skaber det rum som musikken kan udfolde sig i - og samtidig skaber lyden det rum hvor man kan sanse med øjnene. Og resten af kroppen, iøvrigt.

Samtidig synes jeg fraværet af lyd er vidunderligt! Og også lyd der er skabt tilfældigt, som opstår som konsekvens af noget uforudsigbart. Lyden af aktivitet i en by f. eks. Eller lyden af en skov en forårsdag. Jeg er nok ret enig med John Cage
i min fascination for lyd, men jeg ønsker dog, som komponist, at skabe forudbestemte rum der fokuserer på det jeg til enhver tid synes er lidt vigtigere end noget andet.

Mit forhold til "musik" som lytter er superkompliceret. Det er noget jeg elsker og noget jeg ikke kan fordrage - uden at jeg på noget tidspunkt vil forsøge at finde grunden dertil. I øvrigt lytter jeg, af uvisse grunde, næsten aldrig til musik af fri vilje. Måske fordi der altid kører en "musik" i mit hoved?

Når jeg er skabende er ordet "musik" slet ikke i mine tanker.

Hvad mener du kendetegner det vellykkede værk?
Der er mange former for "vellykkede" værk. Helt banalt set vil jeg sige at et værk er vellykket hvis det stemmer overens med komponistens hensigter. Men det er ikke dermed sagt at det bliver et vellykket stykke kunst eller vellykket som oplevelse.
Som sagt ønsker jeg at tage oplevelsen ind som et kriterie i værket. Ikke for at "tilfredstille" publikum, men bl. a. fordi jeg holder meget af særlige anledninger. Jeg har efterhånden stillet mig skeptisk ovenfor værk der er funderet som
bevaringsværdige for eftertiden. Jeg vil gerne indrage tid og rum i værket. Den musik jeg laver til f. eks. 1/9 2012 er for 1/9 2012, til den anledning den bliver opført. Hvis værket skal gentages bliver det et andet værk. Dette passer selvfølgelig ikke, men det er således jeg tænker det. Måske er det med til at give værket en ekstra værdi og et skarpere fokus i min bevidsthed. Men på den anden side er det også spændende at lave værker for "frosne" medier - CD f. eks. I så tilfælde er der tale om helt andre motivationer og kvalitetskriterier end de jeg taler om her.
Når det kommer til hvad jeg ønsker at et værk skal kunne generere følelsesmæssigt for at være vellykket, så har et af mine vedvarende kvalitetskriterier været
frembringelsen af tårer. Hvis jeg kan få nogen til at græde så har jeg gjort et godt stykke arbejde! Dette handler helt enkelt om et ønske om at røre - og da helst på en uventet, overraskende måde.

Hvad er folkekultur for dig?
Eyind: Dette er svært! Og ikke mindst fordi jeg har levet mine første 23 år i Norge og de påfølgende 12 i Danmark. Jeg har derfor et  besværligt og ufrivilligt objektivt/kynisk syn på folkekultur. Jeg har ikke en stærk iboende følelse at jeg
hører til i en bestemt af slagsen. Jeg har et lige så objektivt forhold til den norske brunost som jeg har til de danske røde pølser. I mange år, også efter at jeg flyttede til Danmark fik jeg en fornemmelse i maven af folkekultur på Norges nationaldag, den 17. maj. Det får jeg (desværre?) ikke mere.
Jeg forstår folkekultur som hvordan mennesker i et samfund identificerer sig som værende en del af et fælleskab via fælles kulturel forståelse, værdier og traditioner der er gået i arv, generation efter generation. Jeg ser derimod moderne
folkekultur som noget fragmenteret, distanceret, individualistisk og ofte kortsigtet, delvist historieløst og umiddelbart. Det er alle kvaliteter jeg ser på som modstridende i forhold til den klassiske, romatiske af slagsen. Måske ser jeg moderne folkekultur som en direkte modsætning til klassisk forstået folkekultur?
Da jeg finder moderne folkekultur så spaltet, så er det også svært at forestille sig en kunst der beskæftiger sig med folkekultur som én størrelse. Men jeg kan sagtens forestille mig en kunst der kommenterer på delgrundlag for vores moderne folkekultur; f. eks. dyrkelse af individet og vores hverdagslige distance til
fælleskabet.
Men der er jo altid noget der samler folk. Om dette, i vores vestlige verden i dag, vil jeg heller benytte begreber som tidsånd og en form for "folkepsyke", der kan være mere eller mindre sund.

 
> Ensemble Zwischentöne

BLIV FRIVILLIG PÅ SPOR 2012 - KONTAKT TINE(A)SPORFESTIVAL.DK FOR MERE INFO