EPIPHANY

Den 8. til den 14. maj slår SPOR festival igen dørene op i Aarhus til sit forunderlige univers af ny eksperimenterende musik og lydkunst. Denne gang indrammes festivalen af temaet EPIPHANY, som udforsker hverdagens fortryllelser. SPOR festival 2017 vil erobre de rum, hvori hverdagslivet udspiller sig og kaste nyt lys over de mønstre og rutiner, som knytter sig til det daglige liv.


Gennem årets tema vil dagligdagens private og offentlige rum iscenesættes og gentænkes, når koncerter, performances og installationer får hverdagen, som vi kender den, til at gå i opløsning og genopstå som noget helt nyt, i en underfundig, grotesk eller ligefrem opsigtsvækkende form. 


Vær med til at skabe helt nye forbindelser i hverdagslivets netværk af mennesker og objekter. Vend det kendte på hovedet. Og udforsk det forunderligt usædvanlige i det vanlige.

Årets kuratorer

Det kuratoriske team for SPOR festival 2017 udgøres af SPORs to direktører og kunstneriske ledere, Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen. De to har siden 2007 skabt eksperimenterende festivaler med stort internationalt udsyn og lokal forankring – ofte i samspil med en gæstekurator udefra. 


I år er SPOR festival en del af den Europæiske Kulturhovedstad, og i samspil med kulturhovedstadens tematik LET’S RETHINK, vil kurator-duoen Marqvardsen og Asp Christensen præsentere en række tætpakkede festivaldage, hvor musik og kunst møder og flytter publikum nye steder hen.



Kunstnere og program

Nico Sauer (DE), Zeno van den Broek (NL), Bergrún Snæbjörnsdóttir (IS), Jagoda Szmytka (PL), Sandra Boss (DK), Ea Borre (DK), Manos Tsangaris (DE), Bent Sørensen (DK), Tomas Espedal (NO), POING (NO), Martin Andreas Hirsti-Kvam (NO), Matthew Rogers (GB), Christian Winther Christensen (DK), Leo Hofmann (CH/DE), Jeppe Ernst (DK), Murat Çolak (TR), Caroline Louise Miller (US), Alexander Khubeev (RU), Egyptian Females Experimental Music Session (EG), SPOR New Music School (DK), SCENATET (DK), Århus Sinfonietta (DK), Lenio Liatsou (GR), Yannick Hofmann (DE), Stephen Upshaw (US), Brigitta Muntendorf (DE), Ensemble Garage (DE), Vivianne Sydnes (NO), Yulia Migunova (RU), Filomena Krause (DE), Katrine Møllebæk (DK), Ying-Hsueh Chen (TW), Anna Jalving (DK).

Vi ser meget frem til at præsentere danske og internationale værker af høj kunstnerisk kvalitet - og en lang række eksperimenter med, og på tværs af, kunsten og hverdagslivets private og offentlige rum. Hvad sker der når hverdagen opleves i nye rammer, og når dagligdagens skjulte og underfundige sider pludseligt viser sig? Måske vi kan blive klogere på disse og andre spørgsmål, når SPOR festival 2017 slår dørene op til et undersøgende og socialt rum, hvor publikum og kunstnere inviteres til at reflektere sammen. 


Vi glæder os til at byde alle velkommen i Aarhus den 8. - 14. maj 2017!

Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, festivaldirektører og kunstneriske ledere.